Peter Eduard

Jeg har tjent millioner…

Det så sort ud. Det må jeg indrømme. Flere år under Corona hvor stand-up branchen lå stille og ingen komikere havde jobs, efterfulgt af tre års intens shitstorm udført af en rasende venstrefløj, hvor det kun var mig der ikke havde jobs. Fyringer fra TV, aflyste bookinger og shows der ikke kunne sælges billetter til. Jeg havde ramt den store afregning. En tid, hvor enkelte jokes kunne udløse shitstorme og hvor sociale medier blev til moralske domstole. En tid hvor man igen skulle passe på hvad man sagde højt, skjule sine meninger og makke ret. Jeg var raget uklar med magten. Og så falder hammeren. 6 år uden arbejde er lang tid i en karriere. Så lang tid at man nok ville forvente at den karriere var død. Det tror jeg at alle forventede, Både kollegaerne, mediebranchen, vennerne, familien, danskerne og mig selv. Jeg havde opgivet ævred og forsonet mig med at man godt kan tabe selvom man har ret og at man kan miste det hele ved at stå fast og nægte at sige undskyld når man ikke mener det. 6 år hvor indtægten lå lavere end kontanthjælp, kan godt være svær når man har tre hjemmeboende børn, og at være persona non grata er psykisk hårdt, især når man ikke har forbrudt sig mod nogen love, hverken juridiske eller moralske. Jeg røg på sygehuset med stress, jeg røg i fogedretten, jeg blev malet som et monster i visse magtfulde kredse. Jeg havde tabt. Men midt i alt der sorte kom der hjælp fra en overraskende kant. Den højrefløj som jeg havde hånet, joket om og kritiseret igennem hele min karriere, så hvad venstrefløjen gjorde ved mig og fandt det ondskabsfuldt og uretfærdigt. Da det så allerværst ud og jeg ikke havde pengene til at holde jul for min familie, ringede Ny Borgerlige til mig og hyrede mig til at optræde til deres årsmøde. Da jeg ikke kunne betale husleje og fodre mine børn, ringede Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Da ingen andre turde røre mig med en ildtang, kom den højrefløj jeg havde været så lodret modstander af hele min karriere, til min redning. Der var ingen bitterhed over gamle jokes, ingen sure miner over hårde debatter vi havde været i, og mest vigtigt, ingen krav om at jeg skulle være på højrefløjen. Da venstrefløjen frådende kaldte mig Hitler fordi jeg ikke var 100% enige i absolut alt hvad de foretog sig, kaldte højrefløjen mig for ven, selvom de vidste at jeg altid havde været venstrelænende. De mennesker jeg altid havde set som skurke, var nogen af de varmeste og mest imødekommende typer jeg havde mødt i årevis. Og de hjalp mig gennem krisen. Det vil jeg altid være dem taknemlig for. Men, der lå også en fare i den venlighed. Jeg var klar over at der var en risiko for at jeg udelukkende ville blive højrefløjens komiker. At jeg ville blive set på som deres lille komiker skødehund. Igen og igen regnede kritikken ned over mig: ”Brian Mørk er højredrejet, hvorfor skulle han ellers kun optræde for højrefløjen!?” og lige meget hvor meget jeg bedyrede at det var fordi ingen andre turde hyre mig på grund af repressalier fra venstrefløjen, så faldt det på døve og meget hadefulde ører. Men nu har støvet lagt sig. Helt almindelige danskere som ikke er forblændet af diverse ideologier, er klar over at jeg ikke har gjort noget forkert og at jeg muligvis slet ikke er en kvindehadende, homofobisk, transfobisk højreekstremist. At det hele viste sig at være en fis i en hornlygte. Men hvor står jeg så nu? Karrieren blev stadig ødelagt. Karaktermordet blev stadig begået. Hvad gør man så når man skal rejse sig fra sølet? Man opdager, til ens egen overraskelse, at den shitstorm var en gave. En slags åbenbaring om man vil. Shitstormen tvang mig nemlig til at starte forfra. Ikke bare karrieremæssigt, men også mentalt. Jeg blev nødt til at spørge mig selv, hvad jeg egentlig ville med det her. Var jeg bare en mand med jokes om tyndskid, trekantsex og parforhold? Eller var der måske noget mere? Jeg måtte gå tilbage til kernen. Hvad vil jeg egentlig sige? Hvad er det, jeg kan gøre, som ingen andre gør?

Satire skal gøre ondt for at virke Hvis jeg går til lægen med en smertende mave (hvilket jeg har gjort flere gange), så trykker han mig på bugen til han finder smerten, og så trykker han lidt mere. Det er han nødt til at gøre for at finde ud af hvad der kan være galt i min defekte krop. Hvis han undlod at gøre det fordi jeg sagde ‘av’, så ville han ikke finde årsagen og ikke skrive mig en recept eller ringe efter ambulancen eller en bedemand. Og så ville jeg gå hjem. Stadig med ondt i maven, men med en læge der “respekterede” mine grænser for smerte. Det er sådan vi behandler satire i dag. Vi har ondt et sted i samfundet. I demokratiet, i dialogen, i vores evne til at tåle uenighed, men hver gang nogen prøver at trykke der hvor det gør ondt, så skriger vi ord som “upassende”, krænkende” og “nedadsparkende”. Og så stopper vi og går hjem. Og har stadig ondt i samfundet. Satire er den der kolde lægefinger på vores fælles betændte blindtarm. Den skal ikke stryge os med hårene og trøste, den skal finde det ømme sted og trykke på det til vi bander og skriger af smerte. Ellers kan den ikke finde ud af hvorfor det gør ondt og hvordan vi skal fixe problemet. Men vi lever i en tid hvor det kan være direkte farligt at støde nogen. Hver gang en joke, en sketch rammer et ømt punkt, går hele internettet i stå og kræver undskyldninger og fyringer. Og satire er en mærkelig størrelse. Den kan være ubehagelig, den kan være usmagelig, den kan endda være elendig, men den er altid et termometer på hvor fri vores samtale egentlig er. Når vi ikke kan lave grin med magten, med systemet, med os selv og med alle de andre, når vi ikke længere må sparke op og ned og i alle retninger, så er det ikke fordi vi pludselig er blevet mere hensynsfulde, det er fordi vi er blevet mere bange. I Danmark, og i resten af den vestlige verden, har vi fået det man kan kalde “empatisk censur”. En slags “beskyttende” censur, fordi vi simpelthen ikke kan holde ud at nogen griner af os eller vores hellige værdier. At nogen vover at håne vores ideer og vores side af sagen. Men satire der kun må gøre grin med “de andre”, er en død satire. Satiren skal minde os om, at ingen, heller ikke os selv, står hævet over latter og hån. Satiren skal gøre ondt. Den skal prikke til selvretfærdigheden, dolke os lige i moralen og huske os på at ingen af os er “de rene” eller “de gode”. Og her har medierne et særligt ansvar. Satire er ikke noget man bare kan overladetil Tiktok og Youtube. Det er en del af den demokratiske samtale, ligesom nyheder, debat og kultur er det. Når DR og TV2 skærer ned på sketchshows og satireprogrammer, så mister vi ikke bare fjollet underholdning, vi mister vi et rum hvor vi kan gøre grin med alle på alles vegne. Hvis de offentlige og private medier, ikke tør investere i satire, fordi de frygter vrede fra X eller sure Facebook beskeder, en løftet pegefinger fra politikerne eller trusler fra religiøse eller aktivistiske grupper, så har de allerede kapituleret til præcis den kontrol som satiren skulle beskytte os imod. Der skal være plads i budgetterne til satire der provokerer, ikke kun til hyggelig familieunderholdning med kendte der bager og danser. Satire er dyrt, men fraværet af satire er endnu dyrere. Det koster os evnen til at se os selv udefra og muligheden for vigtig selvindsigt. Satiren skal gøre ondt. Den er demokratiet fulde og ubehagelige ven, der siger sandheden og skaber dårlig stemning, mens alle os andre prøver at tale om ting der fornærmer ingen, og derfor siger ingenting af værdi.