Jon Nedza

Jeg var ærligt talt lidt målløs, da rødkløverregeringen præsenterede sit regeringsgrundlag for flere måneder siden. Der kunne man læse, at man ville føre en politik, der ville betyde lavere skat på arbejde for alle danskere med en indkomst på mere end 58.000 kroner om måneden - og HØJERE skat for alle danskere med "almindelige lønninger". Det synes jeg er skævt og urimeligt. Ikke fordi jeg ikke går ind for at afskaffe topskatten og sænke selskabsskatten - det er en god idé. Men alle danskere fortjener lavere skat - også hvis de ikke får en høj løn. Derfor var kravet fra Liberal Alliance sammen med andre gode, borgerlige partier til skatteforhandlingerne, at vi skulle have et større beskæftigelsesfradrag. Så vi kunne kompensere almindeligt, hårdtarbejdende danskere for den snigerskat som regeringen vil indføre. Det ønskede regeringen ikke at imødekomme. Overhovedet ikke. Regeringen ønskede kun at sænke skatten på arbejde for dem, der har de højeste indkomster og for dem, der ejer virksomheder. Det er godt, at vi sænker både top-topskat og selskabsskat. Skønt! Men jeg forstår ikke hvorfor regeringen har været så afvisende overfor at se på, hvordan vi samtidig sikrer lavere skat for alle danskere i arbejde. Det burde ellers være et ønske, som let kunne få opbakning. Særligt fra de røde partier, som ellers kalder sig ”arbejderpartier”. I stedet valgte regeringen at lave en aftale med DF. Jeg kan på sin vis sagtens forstå regeringens prioriteter. LA-V-K-DD havde et krav om mærkbare, VARIGE skattelettelser i bunden, mens DF havde et krav om lavere afgift i ét år. Som regeringen er det helt naturligt, at man laver aftaler med det parti, som er billigst til salg. Jeg er dog alligevel fortrøstningsfuld på vegne af blå blok. For et halvt år siden kunne vi ikke danne en blå regering, da vi havde muligheden, fordi Lars Løkke og Morten Messerschmidt ikke kunne være i stue sammen. Nu har Morten Messerschmidt sikret, at Lars Løkke får sine vigtigste mærkesager igennem med skatteaftalen. Det lover godt for fremtiden og muligheden for at få en blå regering, når Messerschmidt og Løkke på den måde synes at have indledt et tæt samarbejde.

I dag talte præsident Zelenskyj fra Folketingets talerstol. Tak for ordene - og tak for alt det, det ukrainske folk gør for os alle. På femte år betaler ukrainerne frihedens pris med blod. De kæmper for deres land, men de holder også fronten for hele Europa. Hver dag de holder stand, er en dag, hvor Putins imperiale ambitioner ikke når længere mod vest. Jeg beundrer deres modstandskraft dybt. Den forpligter også os. Præsidenten talte stærkt om tillid og fællesskab, og om et Europa, der er stærkt og forenet nok til at forsvare sig selv. Nu skal vi vise, at han har ret.

For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at møde en usædvanligt ambitiøs og sej ung kvinde ved navn Alba Larsen, der da var i praktik hos os i Liberal Alliance. Allerede dengang havde hun store drømme for sin karriere som racerkører. De drømme er Alba nu i fuld gang med at gøre til virkelighed. Natten til søndag tog hun sin hidtil største sejr i karrieren, da hun vandt sit første løb i F1 Academy. En sejr, som Alba ikke er kommet sovende til, men som er et resultat af at sigte mod stjernerne og knokle hårdt for sine drømme. Albas præstation er selvfølgelig helt ekstraordinær. Den er i sig selv voldsomt imponerende og beundringsværdig. Og den fortjener at blive fremhævet. Men foruden at hylde resultatet vil jeg slå et slag for dét, som jeg synes, vi alle kan lære noget af her: indsatsen. At gøre sig enormt umage, at sætte høje ambitioner for det, man laver (hvad end det måtte være), og at arbejde dedikeret for at nå dem. For selvom vi ikke alle kan blive F1-racerkørere, så kan vi alle lære noget af den utrættelige indsats, der ligger bag en præstation som denne. Et stort tillykke til Alba med den flotte sejr. Jeg er sikker på, at der venter mange af dem for hende i fremtiden. Og tillykke til os andre med at have stærke rollemodeller, der viser, at hårdt arbejde betaler sig.

Socialdemokratiet er et systemparti, ikke et arbejderparti Helt ærligt, så er det altså ikke så sært, at Liberal Alliance er blevet arbejderpartiet for de unge. De unge har jo mødt systemet. Lad os tage en ung tømrer som eksempel. Han har valgt et fag, hvor man skal bruge hænderne til at skabe konkrete ting. Alligevel går alt for meget af dagen med at udfylde skemaer, registrere og dokumentere foran en skærm. I frokostpausen tager han en nikotinpose. Og ja, det er for dumt at være afhængig af nikotin. Det ved de fleste, også unge, forhåbentlig godt. Ikke desto mindre må det opleves som noget mærkelig, socialdemokratisk formynderi, at nikotinposen kun må sælges med smag af tobak eller menthol - fordi gamle arbejderpartier vil bestemme. Vores unge tømrers kæreste er frisør og har åbnet sin egen salon, fordi hun godt kan lide at give folk flot hår. Det går så godt, at hun har ansat sin første medarbejder. Men ak, nu skal hun også kunne dokumentere, hvor mange timer medarbejderen har arbejdet - hver eneste dag, selvom de to står side om side i den samme lille salon fra morgen til aften. For selvfølgelig stoler staten ikke på, at to voksne mennesker selv kan holde styr på, hvornår de har fri. Og jeg kunne blive ved. Det belastende er ikke én enkelt regel, men fornemmelsen af at skulle leve sit liv efter bedrevidende politikeres instrukser. Måske var Socialdemokratiet engang arbejdernes parti, men det er i så fald længe siden. I dag er Socialdemokratiet systemets parti, der er ude af stand til at finde løsninger, som ikke består af flere regler og mere kontrol. Høje fødevarepriser? Jamen så skal vi da bare uddele nogle flere checks og have differentieret moms med mere bureaukrati, mere administration og mere bøvl i stedet for bare at lade folk beholde flere af deres egne penge. Samtidig kan unge arbejdere se, hvordan skattekronerne fosser ud til flere bureaukrater, mærkelige ulandsbistandsprojekter og en stadig dyrere og større offentlig sektor, uden at kvaliteten følger med. Hvorfor i alverden skulle unge arbejdervælgere stemme på Socialdemokratiet? Enhver håndværker ved, at hvis man laver noget værre sjusk, så ringer kunden som regel til en anden næste gang. Og jeg kan godt forstå, hvis man efter en lang arbejdsdag hellere vil have lidt mere af sin løn med hjem og lidt færre regler at forholde sig til. Det vil vi også. Og vi kan godt.

Huskeseddel til politikerne: 1. Det er ikke jeres penge. 2. Se punkt 1.